Mit navn er Arne Birkø

Jeg tilbyder min hjælp når du vil søge en byggetilladelse. Både når du vil bygge nyt, men også hvis du “er kommet til” at bygge noget uden tilladelse. Altså er vi ude i en lovliggørelse.
Du skal derfor søge en tilladelse igennem den hjemmeside der hedder www.bygogmiljoe.dk, som er en it-portal alle borgere, virksomheder og kommuner skal benytte.
Jeg hjælper dig med at vurdere om dit byggeri overhovedet skal have en tilladelse, men “blot” skal overholde bygningsreglementet. Der kan være andre forhold og lovgivninger der gør sig gældende ud over bygningsreglementet.

Jeg hjælper dig med dokumentationen der skal indsendes til kommunen fra start til slut. Jeg udfærdiger ikke tegninger, men validerer det materiale du fremsender til mig. Specifikt om det er af en kvalitet og et omfang der vil kunne tilfredsstille de fleste kommuner. Jo bedre materiale man fremsender med byggeansøgningen til kommunen, jo hurtigere får man en byggetilladelse/lovliggørelse.

Efter at Bygningsreglementet 2018 er trådt endeligt i kraft, er kravene til dokumentation af det færdige byggeri strammet væsentligt. Det er ofte i denne fase private bygherrer og de små håndværksfirmaer kommer til kort, fordi de ikke er vant til løbende at dokumentere byggeriet. Allerede ved byggeansøgningen, skal ansøger tage stilling til hvilke tekniske forhold (Kap. i BR18) byggeriet er omfattet af. Det er derfor altafgørende at du fra starten indtænker dokumentation til færdigmeldingen løbende. Jo bedre dokumentationsmateriale du indsender ved færdigmeldingen, jo hurtigere kan du få en ibrugtagningstilladelse. (kravet om ibrugtagningstilladelse gælder dog ikke for sekundært byggeri såsom garager, carporte, udhuse, drivhuse etc.)

Som udgangspunkt, er det kun mindre sager såsom enfamiliehuse, garager, carporte og udhuse jeg beskæftiger mig med. Under alle omstændigheder kun byggeri der kan indplaceres i brandklasse 1 og konstruktionsklasse 1. Jeg forbeholder mig ret til at takke nej, hvis sagen er kompliceret og/eller i brandklasse 2-4/konstruktionsklasse 2-4.

Arbejdet indledes med et forhånds-tjek, der koster et grundgebyr på 995,- kr

Forhånds-tjekket skal afdække om projektet kan gennemføres som det er skitseret. Eller om det er formålstjenligt, at justere på det for at overholde specifikke regler for din ejendom. Det være sig en lokalplan der regulerer bebyggelse ift. skel, materialer, højde etc. Det kan være der skal søges en dispensation fra diverse naturbeskyttelseslinjer, eller at din ejendom ligger i landzone så der sideløbende skal søges en landzonetilladelse.

Når forhånds-tjekket er udført, kontakter jeg dig for at lave den endelige aftale om indsendelse af byggeansøgningen. Min timepris er 550,- kr, og jeg sender fakturaer løbende, idet byggeprojekter efter min erfaring har det med at trække ud, selv om intentionerne om en stram tidsplan er nok så gode. 

Disclaimer/ansvarsfraskrivelse: Jeg kan ikke stilles til ansvar for ulovligt byggeri, eller andre ulovlige forhold der måtte optræde i dit projekt. Jeg vil dog bestræbe mig på, til enhver tid at gøre dig opmærksom på, hvis der er forhold der kan være i strid med byggeloven, planloven, eller andre relevante love og bekendtgørelser.

Lidt om mig:

Jeg er uddannet byggetekniker, VVS-installatør, ovnsætter af finske masseovne, og oprindeligt skibsmaskinist og smed.

Jeg har over 45 års erfaring som håndværker. Det være sig som smed, men har også erfaring som murer og tømrer.

Jeg har bl.a. beskæftiget mig med vedvarende energi, vvs-installatørarbejde, smedearbejde, bygning af finske masseovne, energirenovering og byggesagsbehandling. Pt. er jeg ansat som energirådgiver i Energitjenesten.

Kontakt:  arne.birko@gmail.com eller mobil 40136 136